I de senere år har der været stigende opmærksomhed på støj fra vindmøller, da nogle naboer er bekymrede for, om støjen kunne have negative helbredseffekter. Den lange tradition med vindmøller i Danmark og de omfattende registerdata gjorde det muligt at igangsætte en undersøgelse med henblik på at belyse, om der er sammenhæng mellem støj fra vindmøller og helbredseffekter.
I 2013 igangsatte Kræftens Bekæmpelse en undersøgelse, der ud fra registeroplysninger havde til formål at belyse, om støj fra vindmøller kan forårsage hjerte-kar-lidelser, depression, højt blodtryk, søvnforstyrrelser, diabetes og påvirkning af fødselsvægt. Kræftens Bekæmpelse har forskningsmæssig erfaring med sammenhængen mellem støj og helbredseffekter fra både tidligere og igangværende undersøgelser om trafikstøj.
I undersøgelsen blev der ikke fundet belæg for en sammenhæng mellem støj fra vindmøller og selvrapporterede helbredseffekter. En mindre del af de undersøgte personer rapporterer støjgene i forbindelse med vindmøller, men undersøgelser peger også på, at andre faktorer har betydning for oplevet gene i forbindelse med at bo nær vindmøller. Selvrapporteret søvnforstyrrelse er vist i nogle, men ikke alle undersøgelser, og undersøgelser af livskvalitet har vist modstridende resultater.
Læs mere på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.