Guldborgsund har et rigt natur- og dyreliv, som de lokale beboere og turister elsker at udfolde sig i. Vennerslund Energi- og Naturpark vil fremme mulighederne for at udforske naturoplevelserne ved at lave en naturpark omkring Skiden Vig med informationer, guides og fugletårne.
Bæredygtighed og beskyttelse af naturen er nogle af de bærende punkter for Vennerslund Energi- og Naturpark. Derfor er der lavet flere foreløbige undersøgelser af, hvordan de vedvarende energianlæg vil kunne påvirke naturen i området. Resultatet af de foreløbige vurderinger, der er udarbejdet af Niras, er:
- Projektet vurderes ikke at påvirke eller forstyrre naturtyperne i området.
- Hverken i anlægs- eller driftsfasen vil der forekomme påvirkninger, der vurderes at skade det nærliggende Natura 2000-områdes natur eller dets arter.
- Der laves afværgeforanstaltninger, herunder omlægning af ledelinjen, vindmøllestop under særlige vejrforhold samt monitering efter opstilling af vindmøllerne.
Der er ca. 300 meter fra projektområdet til det nærmeste Natura 2000-område, der bl.a. omfatter H152 Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborgsund, Bøtø Nor og Hyllekrog-Rødsand samt fuglebeskyttelsesområde F85 og F86.
Miljø- og konsekvensvurderingen konkluderer, at opstillingen af vindmøller og solceller ikke vil påvirke naturtyperne i området. Vindmøllerne kan påvirke nogle af fugle- og flagermusarter i området, men undersøgelser viser, at fugle finder andre trækruter efter opstilling af vindmøller. Miljø- og konsekvensvurderingen konkluderer, at opsætningen af energianlæggene ikke vil påvirke bestandene af arter i området.
Der er gennemført fugleundersøgelser i perioden fra maj 2016 til juli 2018 ved Vennerslund. I området yngler rørhøg og havørn. Begge arter har primært flyvekorridorer langs kysten, men omkring 30 pct. af de forbipasserende havørne trak gennem mølleområdet. Derved kan der være risiko for kollision, dog uden at det vil påvirke bestanden. Det samme vurderes for sangsvanen og grågåsen. Ingen fugle yngler i området, hvor solcellerne forventes at blive placeret, og områderne er ikke permanente fødesøgnings- eller rasteområder for fuglene.
Det er blevet undersøgt, hvor mange flagermus der er i området i perioden fra 2013 til 2015, hvor der blev registreret 10 arter. Vindmøller udgør en kollisionsrisiko for flagermus i lunt og stille vejr. Miljø- og konsekvensvurderingen konkluderer, at opstilling af vindmøller ikke vil påvirke bestanden. Der laves en afværgeforanstaltning ved vindmøllerne, hvor der plantes et levende hegn, der omlægger ledelinjen for flagermus. Derudover vil der være møllestop på to af vindmøllerne i perioden fra den 15. juli til den 15. oktober fra solnedgang til solopgang, når vindhastigheden er under 5 m/s. Efter opstilling af vindmøllerne laves en systematisk overvågning af områdets bestande med henblik på at undersøge, om yderligere afværgeforanstaltninger skulle være nødvendige.