Guldborgsund er kendt for sit grønne image med den smukke natur og den eminente muld til produktion af fødevarer. I de kommende år kan Guldborgsund også tage et skridt i retning af at blive mere grøn i forhold til produktionen af vedvarende energi.
I planstrategien for Guldborgsund Kommune fremhæves, at Guldborgsund i de kommende år vil arbejde for at skabe gode rammer for jobskabelsen i landsdelen. Det skal ske gennem udvikling af lokalområdets erhvervsmæssige styrkepositioner, herunder bygge- og anlæg, transport og turisme. Samtidig påpeges det, at Guldborgsund vil fremme modeller, hvor klimatilpasning og bosætning går hånd i hånd med en bæredygtig udvikling.
Opsætning af nye vedvarende energikilder i Guldborgsund er nødvendig for at nedbringe CO2-udledningen og opfylde de nationale målsætninger for vedvarende energi.
Størstedelen af vindmøllerne i Guldborgsund er opsat i perioden fra 1988 til 2000. De seneste vindmøller er opsat i 2003. De gamle, små vindmøller er ikke særligt effektive i forhold til nye vindmøller.
Den gennemsnitlige levetid for en vindmølle er 25 år. Guldborgsund Kommune vurderer, at opstillingen af nye og mere effektive vindmøller kan reducere antallet af vindmøller i landskabet med 74 pct. Efter etablering af Vennerslund Energi- og Naturpark vil en del af områdets mindre vindmøller af ældre dato blive nedtaget.
Vennerslund Energi- og Naturpark støtter Guldborgsunds grønne image ved at producere mere vedvarende energi. Samtidig bruges den klimavenlige energi i anlæg, der skal gøre transport- og landbrugssektoren grønnere. Energi- og naturparken åbnes for interesserede borgere og turister, ligesom den bliver åbnet for lokale skoler, gymnasier og uddannelsesinstitutioner fra hele landet. Det vil skabe nye lokale jobs gennem den grønne omstilling.